Pressemeddelelse:
Lørdag den 2. juni indvier Ry Højskole første etape af det store projekt ”Ry Højskole 2017”.
Det nye Bakkehus er den største af 6 planlagte etaper. Det er muliggjort med støtte fra A.P. Møller Fonden, der økonomisk har sikret gennemførelsen af de første 2 etaper. Den anden omfatter ny tagetage på den gamle hovedbygning.
Den nye hus ligger udspændt mellem 2 gavle med forskellig højde og bredde. Taget på det den nye bygning har fået en karakteristisk og spændende struktur, der netop sammenbinder de forskellige huse.
Den nye bygning er i 3,5 etager. En kælder med depotplads og en stueetage med musiklokaler og studiefaciliteter. På 1’ etage findes 140 m2 uden skillevægge med hængende balkoner. Her flytter de mere boglige og samtaleorienterede fag ind. 1’ salen giver samtidig mulighed for en mangfoldighed af anvendelsesmuligheder, der blot skal opdages.
Med den nye bygning får Ry Højskole også et længe ønsket indgangsparti, der sikrer at besøgende ikke længere er i tvivl om, hvor man går ind.
Projektet begyndte med en bæredygtighedsundersøgelse tilbage i 2013. Senere udviklede det sig med arkitekt Jesper Danø som medspiller til den ambitiøse plan ”Ry Højskole 2017”. Årstallet angiver samtidig skolens 125 års-jubilæum, der fandt sted i august sidste år.
Det nye byggeri har fjernet 20 sengepladser, hvoraf de fleste er erstattet andre steder på skolen. Ombygningen kan derfor gennemføres uden nedgang i elevtallet.
Der er tale om en udvidelse og visionær nytænkning af skolens faglokaler, som alle glæder sig til at tage i brug.
Ry Højskole nyder stor søgning. I en del år har skolen været fyldt på alle kurser. Også skolekredsen vokser i disse år. Skolekredsen er fortrinsvis lokale borgere i Ry, der benytter tilbuddene om de foredrag, koncerter og teaterforestillinger, der næsten ugentlig tilbydes til alle, der har lyst.
Invitationen til indvielsen er til alle med interesse for Ry Højskole.
Den officielle åbning af Bakkehuset begynder kl. 12.00 med deltagelse af bl.a. A.P. Møllerfondens arkitekt Niels Friis, Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde, bestyrelsesformand Nils Nybro Eriksen, arkitekt Jesper Danø m.fl.
Skolens elever vil medvirke med musik, udstillinger og være rundvisere for alle, der kunne tænke sig at se den nye bygning, resten af skolen – eller betragte byens tage fra højskolens tårn.