MARATONSANGDAG på Ry Højskole, lørdag den 9. september, kl. 9-21
Denne dag vil vi synge os igennem højskolesangbogen. Den er delt op i 12 afsnit, svarende til maratonsangdagens 12 timer. I alt rummer den 572 sange, så vi kan ikke nå at synge dem alle. En række personer fra byen vil på skift stå for en sangtime (se programmet på www.rykirke.dk og www.ryhojskole.dk samt opslag i byen). De vil præsentere os for et par sange, der har betydning for dem, hvorefter enhver i salen er velkommen til at foreslå sin egen favorit.
Det bliver en dag, hvor man kan komme og gå, som man har tid og lyst. Der vil være kaffe på kanden og mad til at stille den værste sult, – dørene til højskolens foredragssal vil stå åbne, og man kan deltage i 10 minutter, eller man kan deltage alle dagens 12 timer!
På dagen vil en helt ny sang, som kirken giver højskolen i fødselsdagsgave, også blive præsenteret og prøvet af i fællesskab.
Ud over, at fællessangen dagen igennem bliver akkompagneret fra flygelet, får vi også besøg af Hans Ulrik på saxofon – og hvem ved, måske andre instrumenter også vil supplere?
Du er hermed inviteret – kom og syng med!
Dagen efter følger vi op med en
FESTGUDSTJENESTE i Ry Kirke, søndag den 10. september, kl. 10-11
Temaet for gudstjenesten vil være HÅB, og i gudstjenestens klassiske rammer vil vi udfolde temaet i sang, musik og ord.
VEL MØDT
Arr.: Ry Højskole og Ry menighedsråd i samarbejde